Historie
Tilliden begynder her
Vort samarbejde med kunder, nuværende og kommende medarbejdere, leverandører og andre samarbejdspartnere skal baseres på loyalitet og tillid. Dette forudsætter bl.a., at en række centrale forhold omkring Johs. Møllers Maskiner A/S er kendte af vore partnere. Det gælder også det historiske "livsløb", som jo naturligt nok er styrende for en lang række forhold i dagligdagen. Derfor først lidt om historien bag Johs. Møllers Maskiner A/S, som den i korte træk er forløbet siden virksomhedens oprindelige stiftelse og opstart i 1940.
Indtil slutningen af 1990'erne var Johs. Møllers Maskinfabrik A/S og Johs. Møllers Maskiner A/S samme virksomhed. Herefter blev det naturligt også at foretage en selskabsmæssig opsplitning af aktiviteterne. Denne historiske gennemgang handler derfor i høj grad om det oprindelige selskab Johs. Møllers Maskinfabrik A/S:
Start på larvefødder
Da Johs. Møllers Maskinfabrik i 1940 startede med sine aktiviteter netop på den plads i Over Jerstal ved Vojens, hvor virksomhedens hovedkontor, fabrik og centrale service- og reservedelsafdeling fortsat ligger, beskæftigede grundlæggeren Johannes Møller sig hovedsageligt med fabrikation af tørv. I forbindelse med tørvefremstillingen funderede Johs. Møller ofte over mulighederne for at rationalisere produktionsprocessen ved hjælp af ny teknik. Disse overvejelser førte i 1945 til beslutningen om at bygge en gravemaskine. Til dette formål købte Johannes Møller larvebåndene fra en tysk kampvogn, på dette bånd blev den første JM gravemaskine bygget.
Johs. Møller producerede yderligere et par gravemaskiner, som blev solgt til entreprenør- og grusgravbrug. I begyndelsen af 50'erne var tørvegravningen i Danmark stort set gået i stå, og derfor koncentrerede Johs. Møller sig om videreudvikling af gravemaskinen, der efterhånden blev til hovedproduktet i den stadigt voksende virksomhed.
Sideløbende hermed blev der i det små arbejdet med at udvikle vejtromler, som passede godt til virksomhedens struktur
Gennembruddet
I 1953 blev på mange måder et gennembrud for Johs. Møllers Maskinfabrik. En ordre på 57 vejtromler til Indonesien kom i hus via et dansk eksportfirma, og hermed var grundlaget for at omdanne det lille maskinværksted til en moderne industrivirksomhed skabt.
På et tidspunkt så Johs. Møller også mulighederne for at supplere tilbudet til grusgravsindustrien med at tage fremstilling af grussorterere med på programmet, og det blev så stor en succes, at virksomheden kunne udvide sine aktiviteter yderligere.
Salg og service af importerede entreprenørmaskiner
Op gennem 1960'erne blev det klart, at muligheden for at udvide forretningsgrundlaget med importerede entreprenørmaskiner, skulle forsøges. Det førte efter nogle år med import af andre fabrikater til, at Johs. Møllers Maskinfabrik i mere end 40 år har været dansk importør og eneforhandler af de verdenskendte LIEBHERR entreprenørmaskiner.
Midt i 1960'erne overtog Johs. Møllers Maskinfabrik således import og eneforhandling i Danmark af de allerede dengang velrenommerede LIEBHERR gravemaskiner. Dette gav hurtigt en forøget omsætning, og salg og service af det omfattende LIEBHERR produktprogram udgør i dag en af virksomhedens hovedaktiviteter.
Større produktmæssig spredning
Fra første halvdel af 1990'erne kom NEUSON kompakt- og minigravere ind i produktprogrammet hos Johs. Møllers Maskiner A/S, senere suppleret med NEUSON (Lifton) dumper programmet. Udviklingen har i de seneste år ført Johs. Møllers Maskiner A/S frem til en absolut førende position også på dette marked, ligesom alle NEUSON´s produkter siden 1999 repræsenteres af Johs. Møllers Maskiner A/S i hele Skandinavien.
Importen af AMMANN og RAMMAX komprimeringsmateriel fra de mindste stampere til de største asfalttromler blev overtaget i 2003. Salget af disse produkter varestages i Danmark i samarbejde med et andet JMM group selskab Stemas Maskinsalg A/S.
Indenfor de sidste to år er det meget omfattende program af MERLO teleskoplæssere kommet til, ligeledes i samspil med Stemas.
Endelig er seneste udvidelse af sortimentet blevet med de store BELL dumpere i klassen fra 20 til 50 ton, som jo kompletterer programmet af større LIEBHERR jordflytningsmaskiner på en naturlig måde.
Fælles for de mange produkter, som i dag markedsføres af Johs. Møllers Maskiner A/S er, at de alle kommer fra Europæisk baserede virksomheder med en klart defineret ejerkreds - primært rene familieejede virksomheder - der passer godt til den ejerstruktur og langsigtede tænkning og planlægning, som i alle årene har udgjort - og fortsæt er - det bærende princip for Johs. Møllers Maskiner A/S.
Større geografisk spredning
I begyndelsen af 1970'erne opstod behovet for at brede virksomhedens aktiviteter ud til at dække hele Danmark med et lokalt baseret servicenetværk. Dette førte til etableringen af den første afdeling udenfor Over Jerstal, nemlig i Rønnede på Sjælland. På det senest er afdelingen i Hadsten ved Århus blevet etableret, idet en stor nybygget salgs- og serviceafdeling med værksted og reservedelslager lige ud til motorvejen blev taget i brug i 2001.
Samtidig med den kraftige udvikling i Danmark er også det geografiske markedsområdet for Johs. Møllers Maskiner A/S blevet udvidet til ud over Danmark at omfatte Norge og Sverige. Disse aktiviteter uden for landets grænser er dog placeret i hel-ejede datterselskaber i de to lande: Johs Møller Masin AS i Norge og Johs Möller Maskin AB i Sverige.
I 2000 overtog Johs. Møllers Maskiner A/S alle anparter i virksomheden Stemas Maskinsalg, som nu er et selvstændigt aktieselskab i JMM Gruppen med aktiviteter indenfor salg af primært mindre maskintyper til primært bygge- og anlægsbranchen, landbruget, industri og den grønne sektor..
Senest overtog Johs. Møllers Maskiner A/S i begyndelsen af 2003 virksomheden ÅKERBERGS i Horsens. Her er aktivitetsområdet salg og service af kraner til en bred kundekreds indenfor bl.a. havne, kranudlejning, industri mm. Også ÅKERBERGS arbejder i hele Skandinavien og har også en del LIEBHERR produkter, som en væsentlig del af sit forretningsgrundlag.
|