René Jensen hos Munck Forsyningsledninger tilbringer dagene i en splinterny Liebherr- hjulgravemaskine med masser af komfort og ekstraudstyr
Det er noget af en velkomst, maskinfører René Jensen har fået som ny på lønningslisten hos Munck Forsyningsledninger. Da han trådte ind i firmaet, blev han udstyret med en helt ny 8 tons gravemaskine. Efter et halvt års tid, flyttede han over i en lige så ny 18 tons Liebherr kompaktgravemaskine på hjul, som mildt sagt er udstyret ”med det hele”. Dermed også med indbygget risiko for at falde i søvn midt i gravearbejdet.
”Sædet i Liebherr A918 Compact er rigtig behageligt, og der er stort set ingen støj i kabinen. Så man kunne såmænd godt sidde og få sig en morfar. Det skal jeg nu nok lade være med i arbejdstiden”, bedyrer René Jensen, som har 20 år på bagen som maskinfører. Han har langt overvejende siddet i gravemaskiner. Det gør han så nu otte timer om dagen.
Det er distriktschef Claus Pedersen hos den danske Liebherr-importør, Johs. Møllers Maskiner, der har taget hånd om at gøre den nye maskine til en optimal arbejdsplads.
Kompakt og hurtig
”Det er intet problem at have en hel arbejdsdag i kabinen. Jeg skal ikke engang ud for at montere og afmontere hydraulikslanger. Maskinen er leveret med OilQuick rotortilt med styreboks, som kører over tiltets egen styring”, fortæller René Jensen.
Han er debuteret som Liebherr-maskinfører med et større projekt i Nyborg, hvor gravemaskinen har fået lov til at demonstrere sine to primært specialiteter: Kompakt og hurtig.
”Jeg laver kloak og vand på en byggeplads uden ret meget plads at komme rundt på. Det går nu ganske udmærket, fordi Liebherr-graveren netop er så kompakt og alligevel har rigtig god stabilitet. Jeg høster stor fordel af, at den er en hjulgraver. Det giver mulighed for selv at køre frem og tilbage på pladsen og hente materialer, uden at være afhængig af andre”, forklarer maskinføreren.
Rolig hydraulik
”Samtidig er jeg glad for hydraulikken i maskinen, som jeg vil betegne som intet mindre end fremragende. Det er af stor betydning netop, når man skal lave meget præcisionsarbejde, at hydraulikken fungerer optimalt og giver rolige arbejdsbevægelser”, siger René Jensen.
Det er lidt af en luksus-udstyret maskine, som Claus Pedersen hos Johs. Møllers Maskiner har leveret til Munck Forsyningsledninger. Foruden OilQuick-rotortiltet, er A918 Compact-maskinen også monteret med stor lygtebom med masser af ekstra arbejdslys på taget af kabinen.
Ikke mindst i kolde perioder kan maskinføreren glæde sig over en anden special-feature: Oliefyr som styres ved at sende en sms til maskinen, og som således giver mulighed for at starte oliefyret, når René Jensen træder ud af brusekabinen hjemme i private for at begive sig til dagens dont.
Han er i øvrigt ikke helt ukendt med sin nye arbejdsgiver, Munck Forsyningsledninger. René Jensen har tidligere været selvstændig entreprenør og blev ofte indlejet til opgaver af det sydfynske Entreprenørfirmaet Ollerup. For et halvt års tid siden blev Entreprenørfirmaet Ollerup en del af Munck Forsyningsledninger A/S.
Munks mandskab og maskiner har travlt med at lave kloak og vand ved et større projekt i Nyborg.
Den nye Liebherr A918 Compact kommer gesvindt rundt, selv om pladsen er trang.
En kompakt 18 tons-maskine med masser af både komfort og ekstraudstyr. Johs. Møllers Maskiner
har leveret A918 Compact’eren med lygtebom med rigeligt med arbejdslys, OilQuick-rotortilt og sms-styret oliefyr.
Østli Attachments i Nyborg har leveret OilQuick-rotortiltet,
som i modellen OQTR 5 PRO passer perfekt til 18 tons-hjulgraveren.
Det er en stor fordel for René Jensen, at Liebherr-graveren er på hjul
og dermed hurtigt kan bevæge sig rundt og hente materialer på byggepladsen.