130 tons med 523 hk Liebherr-dieselmotor i maskinrummet. I øvrigt en af de mest økonomiske motorer i sin klasse.
Kæmpestor Liebherr-maskine til Hercules Fundering kan bore huller med diameter på tre meter
Der skal noget til at imponere på de indre linjer, når man af vant til, at der til stadighed sendes maskiner ud af døren i 20-, 30- og 40-tons klassen. Ind imellem endog bæltemaskiner i omegnen af et halvt hundrede tons. Men produktchef Jan Eggert havde tungtvejende argumenter for at få kollegerne hos JMM-Group til at hæve øjenbrynene ekstraordinært: En Liebherr LB 36 XL-410 til firmaet Hercules Fundering i Søborg.
”Bag modelbetegnelsen gemmer sig en boremaskine i stort format. Faktisk den største boremaskine, som vi hidtil har solgt i JMM-regi. En god slagboremaskine vejer vel omkring 2,5 kg og har en borepatron til 13 millimeter bor. Liebherr-boremaskinen vejer 130 tons og kan bore huller op til imponerende tre meter. Alene boremotoren vejer cirka 12 tons”, fortæller Jan Eggert.
Foruden at være den største Liebherr-maskine, som den danske importør har leveret, er LB 36 XL-410 boremaskinen også den største investering, som Hercules Fundering har gjort som maskinkøb.
Fire centrale Hercules Fundering-folk ved den nye borekæmpe på fabriksbesøg hos Liebherr i Nenzing i Østrig.
Fra venstre er det projektleder Frederik Abildtrup, produktionsleder Andreas Christopher Oll, maskinchef Keld Petersen
og manden i førersædet, maskinfører Wolfgang Kamm.
Byggeri på ny ø
”Den er indkøbt til at bore fundaments pæle til bygningerne, der opføres på den nye, kunstige ø, Kronløbsøen, som bygges i Nordhavnen i København. Hele projektet ventes afsluttet ved udgangen af 2023”, siger Jan Eggert.
Liebherr-maskinen udnytter i virkeligheden ikke hele sin borekapacitet, når den stikker boret i undergrunden i Nordhavnen. Boringen til de store fundamenter er ”kun” i 1,6 meters diameter. Der bores ned i en dybde af 10 til 12 meter i kalken under den kunstige ø, hvor der i alt skal opføres omkring 63.000 kvadratmeter med 233 nye boliger og erhverv. Alt sammen oven på et parkeringshus, som får plads til 1000 biler. Parkeringsdelen bliver i øvrigt under vand.
Hercules Fundering er et selskab i NCC-koncernen, som har totalentreprisen på det omfattende projekt. Samlet løber Kronløbsøen op i 1,2 milliarder kroner. Af dem er der afsat 200 millioner til funderingen, som anskaffelsen af den store Liebherr-maskine er en del af.
Når man ser det hele sådan lidt fra oven. Liebherr LB 36 XL-410 boremaskinen rager godt op og borer dybt ned.
På Kronløbsøen rækker det med 10-12 ned i kalken under øen.
Avancerede features
Den er i øvrigt udstyret med en lang række specielle features til at lette de store, komplicerede boreopgaver, den skal løse både på Kronløbsøen og senere på andre projekter, som Hercules Fundering nu har mulighed for at byde ind på. Maskinen har således det nyeste Lipos-system, som er Liebherrs positioneringssystem, som giver miskanføreren mulighed for helt præcist at placere boreudstyret på det rigtige sted. Det vises på skærmen i maskinen, således at føreren ikke skal forlade maskinen for at måle op.
Herudover sender maskinen boredata trådløst til projektledelsen på kontoret, og herfra kan der så udarbejdes borerapporter på hvert enkelt hul.
Liebherr har udstyret LB 36 XL-410 med hestekræfter af egen avl. Der er ikke færre end 523 af dem i motorrummet. Maskinen ankom til Kronløbsøen direkte fra Liebherr-fabrikken i Nenzing i Østrig tæt ved den tyske grænse. Her er man specialiseret netop i produktion af maskiner til fundering til anlægsbranchen, industrikraner samt almindelige larvebåndskraner.
En stolt maskinfører Wolfgang Kamm foran den 12 tons tunge boremotor BAT 410, som yder imponerende 410 kNm til boreværktøjet.