Danske Liebherr-folk forventer at møde danskere i stort tal på Bauma i München
Verdens største entreprenørmesse, Bauma i München er stedet, hvor producenterne af maskiner og grej i alle størrelser præsenterer det ypperste og det nyeste. Når det kommer til et enkelt element, er der dog – stadig – intet nyt under solen, når det går løs igen fra den 8. til den 14. april: Liebherr er suverænt størst på den største udstilling af alle.
”Det er en tradition, der ikke pilles ved. Bauma er branchens største begivenhed, og Liebherr sætter en ære i at præsentere det største og bredeste program i maskiner og materiel. Fra gravemaskiner både på larvebånd og hjul, gummihjulslæssere og larvebåndslæssere, dozere og industrimaskiner til mobilkraner og tårnkraner”, fortæller salgsdirektør Leif Rudebeck Petersen hos den danske Liebherr-importør og -forhandler, Johs. Møllers Maskiner A/S.
Kæmpe-stand
Liebherrs udendørs stand i München holder målene fra den seneste Bauma for tre år siden. Nemlig ikke mindre end 14.000 kvadratmeter. Her vil maskingiganten præsentere i omegnen af 60 forskellige maskiner. Tillige blive Liebherr også at finde indendørs i de store udstillingshaller. Blandt andet med en 450 kvadratmeter stor stand med fokus på maskinovervågning og systemløsninger.
I en anden af det kæmpestore udstillingscenters mange haller kan besøgende finde en Liebherr-stand, hvor det handler om de nyeste opfindelser i Liebherrs stadig voksende program af tilbehør og værktøjer til entreprenørmaskinerne.
Mange danske gæster
Alle, der har besøgt Bauma blot en enkelt gang, véd at det er en umulighed at nå rundt i alle hjørner af udstillingen. Det er nødvendigt at udse sig nogle mål på forhånd. Her satser den danske Liebherr-repræsentant på, at mange danskere vælger at lægge vejen omkring Liebherr.
”Alene standens størrelse og det overflødighedshorn af maskiner, der vises, gør jo Liebherr-standen til en attraktion. Og så er der jo tradition for, at fabrikken møder op med et par solide vartegn i skikkelse af nogle af verdens største gravemaskiner og dumpere store som flere-etagers huse. Det er gigantiske minemaskiner, som da også altid tager rollen som Baumas mest fotograferede. De mange danske besøgende får mulighed for at tale med danske Liebherr-folk. Vi vil fast være seks medarbejdere fra Johs. Møllers Maskiner på Liebherr-standen. Fra JMM-Group vil der være ni medarbejdere”, siger salgsdirektør Leif Rudebeck Petersen.
Selv om der således er god repræsentation fra den danske importør, har moderselskabet en voldsom overvægt i mandskab. Liebherr har cirka 2000 personer som fast standpersonale.
Liebherr kommer i øvrigt til Bauma 2019 med god grund til at have selvtilliden i orden. Prognoserne for det indeværende regnskabsår fortæller, at Liebherr-koncernen igen øger indtægterne og venter at runde 10 milliarder Euro for første gang i selskabets historie. Ifølge den aktuelle kurs tæt på 75 milliarder kroner. Og det var altså milliarder! Netop maskinerne til entreprenørsektoren og minedrift var dem, der virkelig trak væksten opad i 2018. Begge forretningsområder voksede med omkring 10 procent.
For yderligere information:
- JMM Group
- Salgsdirektør Leif Rudebeck Petersen
- Mobil: +45 20 49 18 11
- E-mail: leif.petersen@jmm-group.com