Topchefen bød selv JMM og Stemas velkommen som ny forhandler på Bauma
”Den danske model” har en helt særlig betydning hos den tyske dumper-producent Bergmann. Det er den nye dumper i produktsortimentet, der er blevet til helt på foranledning af Bergmanns nye danske importør og forhandler, JMM-Group.
Både Johs. Møllers Maskiner og Stemas, som begge er selskaber i JMM-Group, er nyslåede Bergmann-forhandlere, og det gik ikke ubemærket hen på verdens største entreprenørmesse, Bauma i München. Her sørgede Bergmanns topchef, Hans-Hermann Bergmann, for en hjertelig velkomst til JMM-folkene og havde i øvrigt sat ”Den danske model” frem i allerforreste række på messestanden.
Den hedder Bergmann 2030HS, den nye. En dumper i tre-tons klassen, som er udviklet specielt til det danske marked, fordi den nye danske importør mente, at den manglede i sortimentet. Så er der ikke langt fra tanke til handling på Bergmann-fabrikken i Meppen i det nordvestlige Tyskland. Hvis danskerne skal bruge en tre-tons dumper med højtip og masser af kræfter, så bygger Bermann en.
Robuste og enkle
Det glædede både JMM-direktør Hans Holm og firmaets nye dumper-specialist, Simon Normann Nielsen, som begge nikkede anerkendende til 2030HS’eren.
– Bergmann har hele serien af dumpere fra fire, seks, ni, 12 og helt op til 25 tons mine-dumpere. Men vi kunne se en mangel i forhold til det danske marked. Nemlig en tre-tons dumper med drejeligt højtip, forklarer Simon Normann Nielsen, som har mere end en halv snes års erfaring med salg af dumpere.
– Bergmann er kendt for at producere robuste og enkle dumpere med god motorkraft. Den danske Bergmann-dumper, som naturligvis også skal sælges andre markeder, rammer helt rigtigt til udlejningsbranchen, anlægsgartnere og mindre entreprenører. Det drejelige højtip giver mulighed for at tippe direkte op i en container, selv om der er tale om en dumper i den mindre ende af skalaen, siger Simon Normann Nielsen.
12 tons med super-kabine
I den lidt tungere ende af spektret formåede Bergmann at få fagfolkene til at spærre øjnene op over 12-tons dumperen 3012. Dels fås den i tre forskellige versioner, så der er mulighed for enten drejeligt tip, bagtip eller trevejs-tip. Og dels har Bergmann-konstruktørerne designet en splinterny komfortkabine, som distancerer maskinen væsentligt fra andre dumpere i samme klasse.
– Bergmann 3012-dumperne har en førerplatform, der kan rotere samtlige 360 grader rundt. Det giver helt optimalt udsyn for maskinføreren, som kan dreje rundt og se hen over ladet. Det er en klar fordel i forhold til andre dumpermærker på markedet, forklarer Simon Normann Nielsen.
Hvis man vælger modellen med trevejs-tip bliver førerens udsyn endnu bedre. Ladet på dumperne med trevejs-tip er nemlig lidt lavere end på de to øvrige 3012-modeller.
– Den drejelige førerplatform er med til at gøre maskinen helt ideel til arbejde på smalle arbejdssteder, fordi den bliver væsentligt nemmere at manøvrere, når man i princippet altid kører fremad og med fuldt udsyn. På fordelslisten er også kraftigere både transmission og motor end hos konkurrenterne i samme klasse, siger Simon Normann Nielsen.
Ned med taget
JMMs mand på Bergmann-standen havde blandt andet også lejlighed til at vise fabrikkens seks-tons dumper 2060 R Plus frem for danske besøgende. Maskinen er med åben kabine, men er alligevel udstyret med såvel tag som forrude.
– Som en specialitet ved Bergmann 2060 R Plus kan taget sænkes elektrisk. Det sænkbare sikkerhedstag er en stor fordel ved transport af dumperen og giver den også mulighed for at arbejde på steder med lav højde, forklarer produktchef Simon Normann Nielsen.
Dumperen med det justerbare tag rummer op til 3,6 kubikmeter i ladet.
Hans-Hermann Bergmann (til venstre) lagde ikke skjul på sin begejstring for den nye ”danske model”, Bergmann 2030HS. Simon Normann Nielsen bliver frontmand for Bergmann som JMM-Groups dumper-specialist.
Produktchef Simon Normann Nielsen på vej fra for til agter i Bergmann 3012-dumperen. Hele førerplatformen kan dreje 360 grader. Det sikrer optimale mulighed for manøvrering, og der er frit kik hen over ladet.