Nicki Petersen, 23 år, er tiltrådt som ny sælger af entreprenørmaskiner hos den danske Liebherr-importør og -forhandler Johs. Møllers Maskiner A/S. Han har hele Sjælland som salgsområde.
Nicki Petersen er i bogstavelig forstand kommet på hjemmebane i JMMs sjællandske afdeling i Rønnede. Han er født netop i Rønnede og bor nu privat i Næstved. Han kender også virksomheden aldeles udmærket. I syv år har han haft fritidsjob hos JMM efter skole og arbejde samt i ferier og weekender.
Nicki Petersen har en treårig HHX-uddannelse og efterfølgende en toårig uddannelse som handelsøkonom med i bagagen. Han har tillige tre år på bagen som salgsmedhjælper hos Hessel.
Han er startet i det nye sælgerjob med oplæring på Liebherr-fabrikkerne i Tyskland og en tur rundt i alle afdelinger hos Johs. Møllers Maskiner.
Nicki Petersen – klar til at sælge Liebherr.