Johs. Møllers Maskiner A/S og Stemas A/S fejrede omsætning tæt på en milliard, rekordsalg i antal maskiner og nyt østdansk domicil.
Maskinkoncernen JMM-Group med selskaberne Johs. Møllers Maskiner A/S, Stemas A/S og Normas A/S fik behov for ekstra plads i begivenhedskalenderen for 2023. Det blev både til en omsætning for Johs. Møllers Maskiner og Stemas tæt på en milliard kroner, salgsrekord med ikke færre end 54 Liebherr-entreprenørmaskiner til én enkelt kunde, og et totalsalg på omkring 4500 maskiner alene hos Stemas.
Stemas-folkene langede maskiner over disken i en lind strøm i 2023. I omegnen af 4500 enheder blev det til, og dermed også en ny salgsrekord.
Også Liebherr-importøren Johs. Møllers Maskiner noterede ny styk-rekord. Ikke alene på de 54 maskiner i ét hug til HM Entreprenør A/S i Horsens, men også totalt.
”Det er det år, vi har solgt flest maskiner, siden vi overtog Liebherr-forhandlingen i 1965. Vi er i øvrigt også den ældste Liebherr-forhandler i verden, fortæller administrerende direktør hos Johs. Møllers Maskiner A/S, Leif Rudebeck Petersen.
Hans direktør-kollega hos Stemas A/S, Robert Kjærgaard, kan glæde sig over tilsvarende medvind i 2023.
”Ja, tak. Så gerne”, sagde Johs. Møllers Maskiners direktør, Leif Rudebeck Petersen (til venstre), da indehaveren af HM Entreprenør A/S, Michael Mortensen, bestilte 54 Liebherr-maskiner og dermed sikrede en ny rekord til den danske Liebherr-importør.
”Lige som andre i maskinbranchen, har vi været udfordret på leveringstider, og det har været vanskeligt at få de folk, vi skulle bruge til at ekspandere. Men det er lykkedes, og Stemas-sælgerne afsluttede altså handler af cirka 4500 enheder”, konstaterer Robert Kjærgaard.
Samtidig med at nye og brugte maskiner i store antal altså nærmest er tordnet ud af dørene både hos Johs. Møllers Maskiner og Stemas, har begge firmaer haft travlt også med andre aktiviteter.
Stemas i nyt på Sjælland
Stemas kastede sig ud i det helt store flytteprojekt, da virksomhedens sjællandske afdelinger i Roskilde og Køge fandt sammen på en fælles adresse i Havdrup. Både i Roskilde og Køge kneb det med plads til aktiviteterne, og da Havdrup Maskinforretning lukkede, åbnede mulighedernes land sig pludselig. To gange 700 kvadratmeter i Roskilde og Køge blev vekslet til 4800 kvadratmeter i Havdrup – plus 16.000 kvadratmeter udendørs areal.
Stemas rykkede fra mangel på plads i Roskilde og Køge til masser af plads i Havdrup, hvor firmaet flyttede ind i løbet af efteråret.
I Reichertshofen nord for München i det sydtyske fejrede maskinproducenten Wacker Neuson sit 175 års jubilæum. Virksomheden benyttede lejligheden til at overrække en ”Special Award” for ekstraordinær indsats til en af de mange internationale forhandlere. Nemlig danske Stemas. Direktør Robert Kjærgaard modtog den fornemme pris og bragte den med hjem til Stemas-hovedkvarteret i Hadsten.
Sammen i grusgrav-succes
Sammen fostrede Johs. Møllers Maskiner og Stemas en ny begivenhed, som det straks blev besluttet at gentage. Nemlig arrangementet Åben Grusgrav i både en jysk og en sjællandsk grusgrav med 14 dages mellemrum. Virksomheden CBS Wearparts sørgede for de store knusere og sorterere, og Johs. Møllers Maskiner og Stemas sørgede for den øvrige maskinpark med både store Liebherr, mindre Wacker Neuson og Weidemann, og generatorer og lystårne fra Himoinsa.
”Grusgrav-arrangementet blev en forrygende succes, som vi simpelthen er nødt til at gentage. Konceptet passede perfekt til begge vores virksomheder, og så fik vi altså også CBS Wearparts med til at fuldende ekviperingen af en grusgrav”, siger direktør Leif Rudebeck Petersen hos Johs. Møllers Maskiner A/S.
Der gik grus i maskineriet, da Johs. Møllers Maskiner og Stemas slog sig sammen om et fælles projekt i både en jysk og en sjællandsk grusgrav. I øvrigt sammen med CBS Wearparts, som kom med knusere og sorterere og var med til at skabe en bragende succes.
100 år og kraner i Jylland
Han nåede i øvrigt også en personlig markering i 2023. I slutningen af august fejrede Leif Rudebeck Petersen sit 40 års jubilæum hos Johs. Møllers Maskiner A/S og inviterede til stor kallas på Hindsgavl Slot ved Middelfart. Festivitassen blev ikke mindre af, at JMM-Groups topchef, Jan Møller, ved samme lejlighed fejrede 60 års fødselsdag. Et stort antal besøgende fra entreprenør- og maskinbranchen mødte op og deltog i de to JMM-direktørers fælles 100 års dag.
Oven i alle begivenhederne hos de to maskinfirmaer, benyttede JMM-Groups tredje selskab, kran-virksomheden Normas A/S, 2023 til at etablere en afdeling også i Jylland. Firmaet havde hidtil kun udlejet og solgt kraner fra adressen i Greve syd for København, men fandt nu også på plads på en 10.000 kvadratmeter stor grund i Hedensted, hvor der blev opført lager og kontor.